MOHAIRGARNET
I 1987 udviklede Dansk Mohair den 1-trådede og 2-trådede kidmohair. Man fandt frem til, at blandingen af 75% mohair og 25% merinould var den helt rigtige kombination. Med dette blandingsforhold kombineres merinoens lette og glansfulde kvaliteters med mohairens stærke fibre optimalt til et smukt og slidstærkt produkt. I dag er produktionen overtaget af Mohair by Canard, som producerer flere spændende garntyper, som Dansk Mohair også forhandler.
PROCESSEN FRA FIBER TIL GARN
Mohair stammer fra angorageden, som i Danmark også kaldes mohairgeden. Mohairgeden er et smukt og omgængeligt dyr, der er kendt for dens eksklusive naturfibre. Størstedelen af mohairen kommer fra Karoo-regionen i Sydafrika, hvor det er en vigtig ressource for regionens udvikling.
Dansk Mohairs garner består primært af kidmohair, som er fibre fra kiddenes første klipning. Denne mohair er blød og varm, og den regnes for en af verdens fineste naturfibre. Klipningen af gederne foregår to gange årligt, og den er både naturlig, nødvendig og uskadelig for dyerne. Den rå mohair sorteres i henholdsvis fint og groft mohair, hvoraf den grove benyttes til strømper og plaider, mens den fine mohair bliver brugt til garn. Den rå og fine mohair bliver kæmmet til det såkaldte tops, som har en fin og glat struktur. Derefter bliver fibrene spundet til garn på Hjelholdt Uldspinderi på Fyn. Uldspinderiet er et gammelt dansk spinderi, som bygger på generationers erfaringer og gamle håndværksmæssige traditioner.